REACT, Samarbejde

Tour de Lillebælt – 3 dage i Lillebælt

Med formiddagssolen bagende – og ja, den var bagende på trods af, vi er i oktober – ankom Line og Sebastian fra den tyske blog Off the Path til Fredericia.

Herfra startede deres ‘Tour de Lillebælt’ nemlig. 

I samarbejde med områdets engagerede aktører, havde vi sammensat tre dage i Lillebælt med særligt fokus på unikke udendørsoplevelser.


Fredericia

Mandag formiddag i efterårsferien, landede Line og Sebastian altså i Fredericia – nærmere bestemt Fredericia Havn og East Coast Surfers.

Den første udendørsoplevelse vi havde sørget for, var selvfølgelig SUP (Stand Up Paddle) på Lillebælt. Her fik de kyndig vejledning – og garanteret røverhistorier – fra Martin fra East Coast Surfers. Sune fra Get Outdoor hjalp også til med værtskabsrollen både på vand og på land.

Line og Sebastian startede ud med en gennemgang af sikkerhed på vandet, og hvordan de holdt sig oppe på boadet, uden at falde i – som særligt Line var meget opmærksom på, ikke skulle ske.

SUP på Lillebaelt


Vejret var perfekt til en tur på vandet, og marsvinene var da også i fuld vigør. Og de så endda også en enkelt sæl.

Efter et par timer på det stille vand, havde Café Mair’s sørget for lækker frokost til de nu meget sultne SUP-surfere. Og da vejret jo bare var perfekt, aftalte de hurtigt, at frokosten sagtens kunne spises på boardet ude på vandet. En oplevelse uden lige.

Med frokosten godt indenbords fortsatte Line og Sebastian turen mod Trelde Næs. 

Her stod naturvejleder Bjarne, fra Naturpark Lillebælt og ventede på dem. Her havde Bjarne arrangeret en ‘Smag Lillebælt’-oplevelse. De skulle nemlig ud i naturen og finde deres aftensmad.

Over bålet blev der lavet krabbesuppe, svampesovs, stegt fisk fra bæltet, og dertil fik de tangchips og – selvfølgelig – en dejlig kold øl.

Line og Sebastian forblev på Trelde Næs natten over, og overnattede i de flotte sheltere på spidsen af næsset.

Trelde Næs udsigt



Middelfart

Efter at have tilberedt deres morgenmad over bål ved shelterne, satte de næsen mod Middelfart.


Her havde Kajakklubben Strømmen stillet klar med et par erfarne kajakroerer, som skulle guide Line og Sebastian rundt i Lillebælt og tage dem med til Fanø, hvor de gik i land og nød deres medbragte frokoster fra Slagteren på Odensevej

Havkajak Middelfart


Efter at have kommet på land gik turen videre til Bridgewalking, hvor de også skulle opleve Lillebælt fra højderne.

Her blev de guidet 60 meter op over Lillebælt af en af de dygtige guider, der også fortalte om området på tysk. En tur de allerede har givet en anbefaling på deres Instagram-profil.

Godt blæst igennem kunne de se frem til en aften på KiTZCHEN, hvor de kunne tage for sig af både det italienske, amerikanske og asiatiske køkken. Og med trætte hoveder og fyldte maver, lod de hvilen falde over sig hos Fænø-Sund Konference og Ferie.


Kolding

På den sidste dag gik turen mod Kolding og Gl Ålbo Camping. Her havde vi sat en af de dygtige instruktører fra Ocean Adventures i stævne. Line og Sebastian skulle nemlig for første gang forsøge sig med dykning.  Gl Ålbo er et af de mest interessante steder i Danmark at dykke – her finder du Marens Hul, der er 82 meter dybt, og dermed det eneste sted i Danmark med så dybt vand. 


Efter nogle gode timer i vandet, kom de op for luft og frokost. Her kunne de nyde en dansk klassiker, smørrebrød fra Bramdrupdam Smørrebrød.

Dykning Gl Aalbo
Med maverne godt fyldte blev kursen sat mod Kolding midtby. Her gik de rundt og nød bylivet og naturen omkring Kolding. Om aftenen sluttede de ‘Tour de Lillebælt’ af med en gastronomisk oplevelse på Marinaen, som i den uge var en del af GastroWeek.


Dette var vores bud på 3 dage i Lillebælt med fokus på unikke udendørsoplevelser. Hvordan ville du sammensætte en tur til Lillebælt?

Author


AvatarAvatar

Kristina Friedrichsen

Kommunikationsmedarbejder hos Destination Lillebælt